Spring til indhold

Onsdagsåbent: Bio-blitz og Myrejagten2018

I hele juli holder Observatoriet ekstra sommeråbent hver onsdag kl. 11-16. Vær med til Myrejagten 2018 og lær hvad en bio-blitz er. Vi går på jagt efter kryb og kravl og ser nærmere på dem i værkstedet.
25.07.2018

ÅBENT HVER ONSDAG 11-16 HELE JULI

Til onsdagsåbent i sommerferien kan du gå på opdagelse i vores udstillinger. Få en fornemmelse af, hvordan det var at bo i en forskerby, hvor der altid blev arbejdet efter mørkets frembrud. Bliv klogere på rummissioner gennem tiden og se, hvordan rumteknologi bliver brugt i vores hverdag.

Vidste du fx, at NASA udviklede det stødabsorberende materiale, som vi kender fra joggingsko sammen med en skofabrikant? Således gik Neil Armstrong på Månen i 1969 med verdens første støvle med stødabsorberende materiale.

Nyd madpakken under det overdækkede tag ved Hovedbygningen og gå en tur op til kuplerne på toppen af bakken, bemærk detaljerne i de arkitekttegnede bygninger og få en fornemmelse af livet som astronom. 

Alle onsdage dykker vi ned i et tema, som I kan blive klogere på i vores Værkstedsbygning (ved P-pladsen).  
 

MYREJAGT OG DE MINDSTE BEBOERE PÅ OBSERVATORIET

Frem med lupper, feltbøger, net og nysgerrighed. Vi finkæmmer området for liv og ser nærmere på det i Værkstedet.
Vi er også gået med i Myrejagten, hvor I kan være med til at føre videnskab ud i livet.
Det bliver en dag med liv af alle størrelse og former.

Du finder et detaljeret program ved indgangen (bygningen ved p-pladsen).

MERE OM MYREJAGTEN

HJÆLP FORSKERNE Sidste år hjalp børn og voksne med at indsamle myrer til et forskningsprojekt på Statens Naturhistoriske Museum – med stor succes. Nu vender myrejagten tilbage, hvor alle igen kan hjælpe forskerne med at kortlægge de danske myrer og deres kostvaner. I Myrejagten udforsker man myrernes kostvaner ved at udsætte lokkemad og tælle og indsamle de myrer, der dukker op ved hver type lokkemad. Over 250 familier og flere skoler deltog i Myrejagten sidste år, hvor der blev indsamlet over 6.200 myrer fordelt i hele landet. 24 arter blev fundet, og danmarkskortet over myrer blev godt opdateret. Der er dog fortsat uudforskede områder på kortet, og forskerne er langt fra færdige med at kortlægge de danske myrer – så myrejagten fortsætter igen i år.

 

BILLETTER OG PRAKTISK INFO

Entré: 80 kr. for voksne og 50 kr. for børn.

Børn til og med 3 år kommer gratis ind på Brorfelde Observatorium.

Billetter købes i døren (Værkstedet nr. 3 ved siden af parkeringspladsen), så længe lager haves.



Feedback

Sidst opdateret

14.06.2018

Ansvarlig redaktør

Sarah Sohl Rasmussen