Halleys ønskehale

Natten mellem den 6. og 7. maj peaker meteorregnen, ETA-Aquariderne, med op til 30 stjerneskud I timen.
Den er dog svær at se fra den nordlige halvkugle, og kræver at du står tidligt op, for der er også lige dét med de lyse nætter, som begynder i maj. De lyse nætter er en periode, hvor Solen ikke gemmer sig særlig dybt bag horisonten (astronomisk set, når den ikke kommer mere end 18 grader under horisonten) og derfor stadigvæk sender lys mod os. Man kan tale om, at det er tusmørke hele natten.
Derudover udspringer meteorregnen fra stjernebilledet Vandmanden, og det gør den en anelse svær at se for os i Danmark. Vandmanden befinder sig nemlig tæt på vores horisont.
Det kræver altså en indsats at spotte de smukke rester fra kometen, Halley, men når det lykkedes, er det altid en fortryllende oplevelse. Jorden passerer Halleys bane om Solen to gange om året. I starten af maj og i slutningen af oktober. God ønskejagt.
Kig mod syd, hvor du finder planeterne Jupiter og Saturn.
Glæd dig til sommerarrangementet "Når du ser et stjerneskud" den 10. august kl. 21-01.
Sidst opdateret
30.04.2019
Ansvarlig redaktør