Spring til indhold

Ny viden: Stjerner afslører Jordens byggesten

I en anden galakse langt herfra stødte to stjerner sammen i 2017. Eller rettere sagt for 140 millioner år siden. Galaksen ligger nemlig 140 millioner lysår væk. Ikke desto mindre kunne tyngdebølgen registreres på Jorden, og vi var så heldige at kunne måle på en såkaldt kilonova.
23.10.2019

De to stjerner var neutronstjerner fra supernovaer. Eller sagt på en anden måde; når Universets kæmpe-stjerner ”dør”, eksploderer de i det, vi kalder en supernova. Ud af supernovaen opstår der et objekt, der vejer omkring 1,4 gange Solens masse, men kun er ca. 20 km i diameter. En neutronstjerne.

Når to neutronstjerner kolliderer, får vi det, vi kalder en kilonova.

For første gang nogensinde er det lykkedes, bl.a. danske forskere, at bevise, at vores tunge grundstoffer stammer fra en stjernekollision.  

Tidligere har man ment, at de tunge grundstoffer blev dannet i supernovaer og altså i selve stjerneeksplosionen. Man har dog aldrig kunnet se tegn på de tunge grundstoffers tilstedeværelse i de lysspektre, man har målt på.

Da det lykkedes at måle på sammenstødet i 2017, kunne man efter lange analyser konkludere, at det spektrum, man så, kun kunne stamme fra grundstoffet strontium. Et af de tunge grundstoffer. Det giver anledning til at tro, at andre tunge grundstoffer også stammer fra kilonovaer.

Det er Darach Watson, astrofysiker ved Niels Bohr Institutet, der er førsteforfatter på artiklen, som for nyligt er udkommet i tidsskriftet Nature.

Derudover er Anja C. Andersen, professor ved Niels Bohr Institutet, én af forskerne bag opdagelsen. 

Teksten her er frit redigeret fra nyheden bragt af DR.

 

Læs hele artiklen her

Vil du vide mere om stjernestøv, så hold øje med vores begivenheder. Vi får ofte besøg af forskere og undervisere, der bringer spændende nyt. Se kalenderen her

 

Fotoillustration: ASA Goddard Space Flight Center/CI Lab

Illustrationen stammer fra kollisionen i oktober 2017, da to neutronstjerner kolliderede. 



Feedback

Sidst opdateret

31.10.2019

Ansvarlig redaktør

Sarah Sohl Rasmussen