Spring til indhold

Tvillingerne kaster med stjerneskud

Meteorsværmen, Geminiderne, byder på allerflest stjerneskud. Over 100 stjerneskud i timen kan ses på et godt år og observeres i nordøstlig retning kort efter solnedgang tæt på stjernebilledet, Tvillingerne.
14.12.2019

Desværre er Månen næsten fuldt oplyst i år, så vi må forvente at se færre stjerneskud. Men giv det et forsøg - måske er du heldig.


Meteorsværmen består af resterne fra asteroiden, Phaeton, der har en længde på omkring 5 km.

På billedet kan I se stjerneskud fra meteorsværmen, Perseiderne, der kiggede forbi Observatoriet (og mange andre steder) tilbage i august.

Mere viden

Orions bælte og Sirius, nattehimlens klareste stjerne, viser dig vej til stjernebilledet, Tvillingerne. De tre stjerner i Orions bælte peger ned mod Sirius. Over Sirius finder du Tvillingerne. Du skal dog ikke kigge direkte mod stjernebilledet, for de flotteste stjerneskud er faktisk lidt derfra, men kig i det område; Orion, Sirius og Tvillingerne.

Vi har at gøre med nogle meget små meteorer, som oftest ikke er større end støvkorn. Når de kommer ind i vores atmosfære, ser vi en lysende streg på himlen et kort øjeblik. Farten er omkring 120.000 km i timen, og det er, astronomisk set, ikke særlig meget.

Når vi ser et stjerneskud, er det ikke det brændende støvkorn, vi ser, men lyset fra den luft, der bliver opvarmet til mange tusinde grader af det lille støvkorn i høj fart. Ganske hurtigt bliver luften afkølet igen, og vi oplever derfor stjerneskud som meget kortvarige glimt.

Rigtig god ønskejagt!

Lær at finde vej på himlen - vær med til torsdagsstjerner



Feedback

Sidst opdateret

04.12.2019

Ansvarlig redaktør

Sarah Sohl Rasmussen